Alle undersøgelser og data viser os, at unge i Danmark trives stadig dårligere, og at et stigende antal unge får alvorlige diagnoser. Det er vores fremtid, vi har med at gøre, og derfor er det afgørende, at vi får vendt mistrivslen blandt vores børn og unge.
Min egen søn har ADHD, og han og vi kæmper en sej kamp for at skabe nogle rammer, der gør ham - på trods af koncentrationsvanskeligheder og strukturudfordringer - i stand til at udvikle sig og sit potentiale. Det er en daglig kamp for at holde fast i det skolefaglige og i det sociale liv, der omgiver ham, som på gymnasiet. Han er blot én af mange unge, der slås med trivslen, med eller uden diagnoser.
Mistrivslen er både kritisk for samfundet i forhold til de alt for mange unge, som har det skidt, kæmper med deres selvværd, og har svært ved at finde deres plads i et komplekst og moderne samfund. Det er også et spild af talent og ressourcer, når vi ser, at 20 % af en hel ungdomsgeneration kæmper alvorligt med diagnoser og psykiske udfordringer. Det er en alt for stor andel og bør fortælle os, at der er nogle grundlæggende strukturer og rammer i ungdomslivet, som det er afgørende kritisk for Danmark at ændre.
Vi skal politisk gribe ind og, i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, foreningsliv og forældre, arbejde seriøst på at finde konkrete løsninger og tiltag, der kan imødegå den mistrivende udvikling. For de unges skyld og for samfundets skyld.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes